

Læs din drømmeuddannelse i Viborg...
… og gør Studieby Viborg til Karriereby Viborg!
I Viborg finder du et bredt og spændende udvalg af uddannelser, og antallet vokser hele tiden. Bare inden for de seneste fem år er der åbnet mere end 10 nye uddannelser i Viborg, så mulighederne for at studere her bliver kun flere. Det betyder, at du som kommende studerende i Viborg stadig får bedre chancer for at vælge præcis den uddannelse, der matcher dine interesser, din faglighed og dine fremtidsdrømme.
Måske brænder du for software eller hardware, tekniske kredsløb eller kanyler, grøn omstilling eller blå blink. Uanset din retning findes der en uddannelse i Viborg, der passer til dig.
I Viborg er der også en tæt forbindelse mellem uddannelserne og erhvervslivet. Mange studerende får mulighed for praktikforløb, projektsamarbejder eller studiejob i lokale virksomheder, hvilket giver værdifuld erfaring og skaber en naturlig bro til arbejdsmarkedet.
Det brede udvalg af uddannelser gør Viborg til en attraktiv og dynamisk studieby. Her kan du specialisere dig inden for netop dit felt, samtidig med at du møder studerende fra mange andre uddannelser. Det giver Viborg et levende studiemiljø med nye perspektiver, tværfaglige samarbejder og venskaber, som kan række langt ud i fremtiden.
Men studielivet handler om mere end blot uddannelse. Viborg tilbyder studieboliger, et aktivt kulturliv, fritidstilbud, foreningsliv, sport og gode muligheder for at få et studiejob. Her får du ikke bare en uddannelse, du får en hverdag med balance mellem studie, fritid og fællesskab.
Når du vælger at læse i Viborg, vælger du derfor både din drømmeuddannelse og en studieby, der kan blive springbræt til din fremtidige karriere i Viborg.
Vi glæder os til at byde dig velkommen i Karriereby Viborg – stedet hvor der er plads til liv på skemaet.