Fra Fejedreng til Medejer

Thomas har altid haft en stor interesse for biler. I dag er han leasingchef og partner hos Lindholm Biler & Leasing i Viborg, som kun 30-årig. Han forfulgte sin interesse og valgte at kombinere sin hobby med sin karriere.

Thomas er opvokset i Viborg og har gået i folkeskole og på handelsskole i byen. Efter handelsskolen skulle der ske noget nyt. Så Thomas besluttede sig for at lære tysk! Han mente, at de bedste biler kom fra Tyskland, så derfor havde han en ambition om at lære sproget - og det skulle foregå i Tyskland. Derfor søgte Thomas praktikstillinger og kom til samtale tre forskellige steder. Han endte med at takke ja til en praktikstilling hos Mercedes Benz i Stuttgart og på den måde blev hans sprogkundskaber kombineret med passionen for biler.  ”Det var et super godt år for mig. Det er den bedste investering, jeg har gjort i mig selv indtil nu,” fortæller Thomas.

Kombination af hobby og karriere
Efter hjemkomsten fra Tyskland læste Thomas en bachelor i Erhvervsøkonomi med tysk sprog (HA) på Århus Universitet. Thomas overvejede at læse en kandidat efterfølgende, men på grund af skoletræthed og et jobtilbud som leasingkonsulent hos Lindholm Biler, var valget ikke svært. Thomas takkede ja til jobtilbuddet hos Lindholm Biler og lagde bøgerne på hylden.

Lindholm Biler var ikke en ukendt arbejdsplads for Thomas. Han startede som fejedreng i 2008 og har siden arbejdet sig op i virksomheden. I 2014 blev han ansat på fuld tid som leasingkonsulent, og i 2020 blev han leasingchef. I starten af 2022 blev Thomas også partner i virksomheden i en alder af kun 30 år.

Thomas bruger sin uddannelse i stillingen som leasingchef, hvor han sælger leasing-produkter og har det overordnede ansvar for de økonomiske mål. Derudover har han medarbejderansvar, ansvar for annoncering af priser på nettet samt ansvar for indkøb af biler grundet hans tyske sprogkundskaber. ”Min uddannelse har givet mig en økonomisk forståelse og lært mig at læse regnskaber, forstå nøgletal og sammensætningen af selskaber. Der er også flere fag, jeg ubevidst bruger i min hverdag, og som har givet mig en god ballast. Og så giver mine tyske sprogkundskaber en klar fordel i bilbranchen,” fortæller Thomas, der er glad for, at han kan kombinere sin store interesse med sin karriere ”Det bedste ved mit job er, at jeg arbejder med min hobby hver dag. Det er en stor fornøjelse, og det driver mig, at være en del af et erhverv, hvor jeg har ansvar, kan se tingene udvikle sig og hjælpe kunderne med at finde deres drømmebil,” siger Thomas.

Leder i en ung alder
Der er dog også udfordringer ved at være leder i en ung alder. ”Noget af det mest udfordrende er det ledelsesmæssige, fordi jeg er ny i den rolle og skal finde min egen vej. Så det er noget jeg bruger meget tid på – samtidig med, at vi administrerer 1.500 aktive leasingaftaler på biler, som kører over hele landet. Det er aldrig kedeligt,” fortæller Thomas, der har en ambition om at fortsætte sin karriere hos Lindholm Biler. ”Jeg er meget glad for at være her, og der er mulighed for at jeg stadig kan videreudvikle mig,” fortæller Thomas.

Viborg – en god størrelse
I dag bor Thomas 15 km fra Viborg med sin forlovede Josephine, og bruger ofte byen og de mange tilbud. ”Igennem mit netværk og erhverv kender jeg mange forskellige mennesker, og jeg synes, det er fedt at møde dem på gaden og få en snak. Det er noget af det Viborg kan på grund af byens størrelse. Og så er der aktive netværk og et aktivt liv over alt. Det er bl.a. noget af det, der tiltaler mig,” fortæller Thomas.