Fra Grenå til gaming i hele verden

Programmering har altid interesseret mig. Jeg elsker at nørde og har klart fundet min karrierevej nu. Men Software Ingeniør har ikke altid været min plan. Efter jeg læste Datamatiker på Erhvervsakademi Dania Games, tog det hele en ret vild drejning. Jeg fik tilbudt et job i filmbranchen og rejste så rundt i hele verden og lavede større installationer til film i et par år. VR kunstinstallationer, Live skuespil i VR, AR applikationer, Motion Capture, Volumetrisk Video og Co-Location Multi Player. Det gav en masse fede oplevelser og erfaringer - og jeg besluttede, at jeg ville finde en uddannelse, hvor jeg kunne opkvalificere mine kompetencer. Derfor er jeg her nu - og det har jeg ikke fortrudt.

Jeg researchede max

Det kan faktisk godt være svært at vælge den rigtige uddannelse. Derfor researchede jeg max i et helt år. Jeg ville være sikker på, at uddannelsen kunne give mig det, jeg har brug for. Uddannelsen tager normalt 3,5 år, men jeg gør det på 2 år, fordi mit ophold i filmbranchen har givet mig merit. Jeg kan tage alle mine praktiske erfaringer med ind i uddannelsen og tage al den nye lærdom med ud i mit praktikophold hos XplorXR. Vi er meget forskellige her på uddannelsen. Men vi deler passionen for at nørde, udvikle, lære mest muligt og dele vores viden med hinanden. Vi har et community med mere end 300 mennesker her i byen. Det er fedt at opleve - og giver bare èn lyst til at arbejde endnu hårdere for at blive den bedste.

Viden du ikke kan læse dig til

Uddannelsen giver en ekstremt stor teknologiforståelse. Vi opkvalificerer de kompetencer, vi har med - og så er der tilgang til en masse hardware, der kan testes og udvikles på. Det giver en kæmpe viden, du ikke bare kan læse dig til.
Vi arbejder med XR på mange forskellige områder. Projekter, der skal gøre undervisning levende, virtuelle simulationer og træning til alle mulige sektorer
- og så har jeg arbejdet rigtig meget med Unity. Det, der især interesserer mig, er XR-teknologierne og world building til simulering, spil, film eller andet. Parallelle universer, der kan bruges til læring, underholdning og alt mulig andet.

Verden ligger åben for os

Helt ærligt, så er det fede ved uddannelsen, at det er teknologi på et virkeligt højt niveau. Her går vi i dybden, finder ind til kernen i hvordan teknikken virker, og hvordan man får mest muligt ud af det. Man får lov at nørde igennem og udvikle fremtidens løsninger. Med denne uddannelse og den rigtige indstilling er hele verden åben for dig. Du kan skabe dit eget spilfirma, blive freelancer - eller få drømmejobbet som udvikler i filmindustrien, i internationale virksomheder, i militæret og alle mulige andre steder. I fremtiden vil der være XR tech over alt - og hvis du er software ingeniør, kan du bygge det. Se bare på mig. Jeg er kun praktikant - men er allerede en vigtig brik i de projekter, vi laver.